Tag på natløb
Et godt natløb kræver en del forberedelse og er også gerne baseret på en god historie.
Måske er I eventyrere, der er ude at opdage regnskoven? Eller smuglere, der skal have jeres tyvekoster med hjem?
Refleksløb
Markér posterne med reflekser, så man kan finde dem med lommelygter. På hver post er der en opgave, som skal løses, før man får retningen til næste post. Overvej hvilke poster der skal være bemandede og hvilke, der kan køre selv.
Ideer til opgaver
• Mim et dyr, som resten af gruppen skal gætte uden at bruge lyde
• Find 10-15 reflekser, som er gemt/hængt op i et mindre, afmærket område
• Poster, hvor man skal løse gåder, en rebus eller oversætte morsekoder, runer eller lignende
• En seddel med kompasretning til næste post
• Hæld sukker i en flaske gennem hullet på en 5-krone
• Kaste til måls
• Naturbanko
Stjerne O-Løb
Stjerneløbet kan gennemføres enkeltvis, parvis eller i grupper, og sværhedsgraden kan selvfølgelig varieres, afhængig af hvem der er med i løbet.
Deltagerne får alle et kort af området, hvor posterne er indtegnet.
Grupperne sendes ud til poster, hvor de skal finde et bogstav, som skrives ned på kortet. Forskellige poster har forskellige bogstaver, og det gælder om at samle dem alle og til sidst kunne stave et ord.
Efter hver enkelt post skal gruppen tilbage til udgangspunktet og vise, at de har fået det korrekte bogstav.
Spil natbingo
En rigtig sjov måde at opleve natten på er at spille natbingo. Print bingo-pladen her i linket til højre på siden og gå på jagt efter alle oplevelserne.