Pas på naturen: 4 måder at være bæredygtigt aktiv i naturen på

At være i naturen om natten er fantastisk. Men hvordan gør man det, så man samtidig passer bedst muligt på naturen? Her er vores guide til et bæredygtigt friluftsliv.
nat i naturen mørke måne

Naturen er fantastisk, men hvis den skal blive ved at være det, skal vi passe på den. Her er nogle gode råd til, hvordan du kan gøre dit til at være i naturen på den mest bæredygtige måde.  

Leave no trace

Oversat fra engelsk betyder "leave no trace" at være i naturen, så man ikke kan se, at nogen har været der. Med andre ord: efterlad kun fodspor, tag kun billeder. 

Hvordan gør man det? Her er en række gode råd: 

1. Sæt dig ind i reglerne for den skov eller område, du gerne vil ud i.

Undersøg på forhånd forholdene for det sted, du gerne vil være. Er det for eksempel fredet på visse årstider? Er der planter, du skal passe særligt på? 

2. Pas på lejrpladsen 

Lad være med at knække grene af træerne for at få mere sol eller en bedre plads til dit telt. Og undlad at slå lejr og især at gå på toilettet for tæt på søer og vandløb - hold en afstand på mindst 70 meter. 

3. Hold dig til stien

Selv om det er tilladt at gå i skovbunden i offentligt ejede skove, er det ikke sikkert, det er nødvendigt. Det slider mindre på naturen, hvis du holder dig til stien. 

4. Ingen skrald i naturen

Efterlad aldrig affald i naturen - det tager afhængig af typen af affald op til 500 år at blive nedbrudt. Så alt, hvad du tager med ud på tur, tager du med hjem igen. Undtagelser kan være æbleskrog og andet opløseligt madaffald. 

Lad også være med at smide emballage på bålet - eksempelvis dåser. 

5. Gå på toilettet på en naturvenlig måde

Når du skal mere end at tisse, graver du et hul, besørger i det og dækker det til efterfølgende. Toiletpapir brænder du enten af eller - det allerbedste - tager det med dig hjem. Efterlad det aldrig.  

6. Vask op væk fra vand

Lad være med at skylle din gryde med madrester direkte i en sø eller vandløb. Vask det op og gør det mindst 70 meter fra vandet. Samtidig kan du hjælpe naturen lidt mere ved at bruge bionedbrydelig opvaskemiddel. 

7. Pas på med bålet

Et bål efterlader et langvarigt aftryk på naturen, så lav kun bål, hvor det er tilladt. Og knæk eller sav aldrig grene af træer og buske - brug kun det brænde, du finder på jorden.

8. Fodr ikke dyrene

Vilde dyr er søde, men lad være med at fodre dem. Dels kan maden gøre dem syge, dels kan det være farligt for dem at blive afhængige af foder fra mennesker; det er ikke en del af deres naturlige adfærd. 

Tag på tur i nærområdet

Der findes meget skøn natur i Danmark - garanteret også i nærheden af, hvor du bor. Og bruger du den i stedet for at tage bil, bus, tog eller fly til en anden del af landet er du med til at spare klimaet for co2-udledning. 

Spis efter årstiden

At spise hører med til mange oplevelser i naturen. Mad på bål smager bedre end mad hjemme ved spisebordet, og der er ikke noget så hyggeligt som at spise en snack, mens man sidder under et tæppe i mørket og ser på stjerner. 

Men måske behøver man ikke spise jordbær i oktober eller chokolade fra Afrika? Tænk over hvor maden og snacksene kommer fra - det har den ekstra gevinst, at ting der er i sæson i Danmark bare smager bedre: Ærter og nye danske kartofler om sommeren og æbler i efteråret for eksempel. 

Lån eller køb brugt grej

Ligesom i alle andre brancher fremstilles der konstant nyt udstyr til friluftsliv. Alt fra tøj, sko, rygsække, telte og lommelygter til knive og kogegrej laves i nye varianter hvert eneste år. 

Er du tit ude og bruger dit friluftstøj og -udstyr meget, bliver det naturligvis slidt og har på et tidspunkt brug for udskiftning. Når det sker, kan du for at være bæredygtig, overveje at købe fra et af de efterhånden mange mærker, der prioriterer at fremstille på en klimavenlig måde eller med brug af bæredygtige materialer. 

Er du ny i friluftsverdenen og har ikke tøj eller udstyr, kan du overveje at købe brugt. Der findes f.eks. grupper og sider på Facebook, hvor man kan gøre gode kup på brugt tøj og grej. (Som ofte ikke er særlig brugt). 

Du kan også spørge i din omgangskreds, om nogen har noget, du kan låne. Og endelig er flere friluftsbutikker begyndt at tilbyde leje af f.eks. telte og rygsække.